Midt i et Ragnarok

Det vælter ned
rørbombernes røg
og vi vil se dem flænge himmelen
itu som Aleppo også blev flået
til kødfnug der føg gennem landet
gennem luften og ind i stuerne
kastede kantede billeder disse
forstøvede mennesker ind gennem vores
vædede iriser

Måske er det os
måske står vi midt i et hamskifte
midt i et ragnarok, lad Balder træde frem
lad lyset skinne igen, lad de døde tage hævn
by og skov skal stå i flammer, stå i et
før vi kan stå sammen må det hele falde
så fald med mig, nu
ind i et nyt år

Som vandet

Jeg løber som vandet
ned af fjeldene
i regner danner vi bladgrød
på vejene
og klær os i farverne
før de forsvinder om os
som os
skal de blive til jord
men netop nu
klær døden denne by
i brunt og gult og
flot er det nu
lige før
frosten slår ind

Skum

Lad os blive skum i skumringen
lad os stige op til vi er tåge mellem tinderne
lad os flimre lige her, mellem fjeldene
lad os elske det guld der gives os
inden det bliver frostvejr
og vi bliver rimfrost
mod ruderne

Vi varmer os i Putins skygge

Træerne her peger
mod øst,
en anklagende finger
i Vestenvinden mod borgene
eller en begejstret velkomst
til den genopstående sol –
Hurra! her kommer livet
og vi varmer os
i Putins skygge

Vi kaster os ikke for
hans fødder vi bøjer os
heller ikke for vestenvinden
og solen passerer os, vi skutter os
vi ser kutterne sejle i land mens
fjerne Ruder østerpaa
blusser op i Gløden,
mens
Hededamme bittesmaa
spejler Aftenrøden.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned!

Stille, hjerte, selv træerne ser det
sol går ned og kaster aftenrøden
på vores udækte ansigter
mens vi knejser i vinden
tomme huse knager
klager, sukker efter selskab
stille, Hjærte, Sol gaar ned,
Sol gaar ned over Heden

Knuste ruder

Smadrede ruder i natten
vi brager ikke ind ad døren
vi kommer knasende ind
mens drømmene vælter ned
omkring os i glitrende skrig dette
er fremtiden og her står vi mellem
grønnende mursten og algebefængt beton
og knuser jeres ruder

Den lille Pige med røde Kinder,
med Smiil om Munden – død, frosset ihjel
den sidste Aften i det gamle Aar
på hjemløseresistente pigge
rejser vi en piedestal
for noget nyt, noget glasløst
noget knust

-Godt Nytår-