Jul i Valhal #1 Intro og tarme

I denne føljeton vil jeg, sammen med min veninde Ellisif Bjørnsdotter, skrive om mytologiske fejl i dette års genudsendte julekalender på TV2 – Jul i Valhal.

Det skal ikke forstås som kritik af selve skuespillernes præstation, kvaliteten af manus eller modstand mod at bruge den nordiske mytologi som udgangspunkt for kunstnerisk udfoldelse af forskellig art.

Derimod skal det ses som et forsøg på at rense mediebilledets kristificerede gengivelse af nordisk mytologi, som en verden hvor der er et definitivt godt og ondt. Det skal ses som et forsøg på at vise hvor Jul i Valhal tager fejl, eller i hvert fald gengiver en ikke-hedensk eller ikke-oprindelig fortælling om de nordiske guder. Hvor man, så at sige, digter lidt videre, forsimpler og så videre.

Vi kan, sådan set, godt forstå at man forsimpler og renser lidt af det meget groteske væk. Det er jo trods alt en julekalender for børn og deres familie. Men derfor vil vi gerne, alligevel, vise at der en anden side end den fra TV.

Grundlæggende tror vi at Jul i Valhal er med til at udbrede kendskab til nordisk mytologi og at flere børn ved mere om mytologien EFTER at have set serien end de gjorde før.

TV-seriens intro

Allerede i første sætning er det ved at gå galt. At universet skulle have været “inddelt i tre verdener” der er ikke rigtigt nogle kilder vi er bekendt med der oplyser. Derimod er der ofte tale om 9 verdener, som dog også af visse inddeles i 3 verdener med 3 niveauer. Det er dog en mindre ting, som man sikkert kan diskutere side op og side ned uden at nå nærmere enighed.

Til gengæld skal man ikke ret meget længere end benævnelsen af den tredje verden: “Udgård, hvor de onde jætter holder til.” Jætterne er ikke, i deres grundlæggende natur onde. Det er også meget tydeligt i myterne, da guder og jætter både knalder, gifter sig og fører krig mod hinanden. Aserne og Vanerne har jo, på samme vis, også bekriget hinanden på et tidspunkt.

Selv da Aserne slår Tjasse ihjel efter at han har haft bortført Idun, vælger man at berolige Skade, Tjasses datter, ved at lade hende vælge en mand blandt guderne. Hun får, som bekendt, Njord til mand.

Jætterne er altså ikke grundlæggende en ond og destruktiv kraft. Men de er en anden kraft end aserne og vanerne. Ligesom ræven ikke er ond af natur, dens natur er bare på tværs af vores subjektive natur. Den nordiske mytologi bør, synes vi, læses sådant: Forskellige væsner, også forskellige mennesker, har forskellige mål og disse mål strider mod hinanden. Ikke af ondskab, men af natur, fordi sådan er verdenen indrettet.

Loke som fange

I afsnit 2 finder en af karakterene Loke i en langdysse. I sig selv lidt et sjovt sted, men det kan man jo bortforklare på tusind måder.

Det virkeligt interessante her, er at man har fjernet alle de ubehagelige ting i forbindelse med Lokes fangenskab, som det ellers bliver portrætteret i, fx. Lokasenna.

Han blev bundet med sin søn Nares Tarme, men hans Søn Narfe blev til en Ulv. Skade tog en Giftslange og hængte den op over Lokes Ansigt. Der dryppede Gift ned fra den. Sigyn, Lokes Hustru sad hos ham og holdt en Skaal under Giften. Men naar Skaalen var fuld, bar hun Giften bort, og imens dryppede det ned paa Loke. Da farer han saa stærkt sammen, at hele Jorden ryster derved. Det kaldes nu Jordskælv.

Men den Loke vi møder i TV-serien er derimod IKKE bundet op i hans søns tarme, han er derimod blot “lænket” med nogle glimtende og glitrende diskokæder, der skinner af guld når han bevæger sig.

Gudernes brutale ansigt er her vasket totalt bort. Manden er lænket, ganske vist, og det har han været i 2000 år, siger han. Det er da også ganske længe. Men han ryster ikke hele jorden med sig fordi han får gift i hovedet når hans kone er væk for at tømme giftskålen.

Det er selvfølgeligt klart at TV2 ikke kan gengive DEN scene i deres TV-serie for børn. Men de KUNNE da godt have gjort hans fængsel lidt mere brutalt. Manden ser jo ikke engang alvorligt udmagret ud.

Én kommentar til “Jul i Valhal #1 Intro og tarme”

Lukket for kommentarer.