Tour de Humain

Selvom jeg hverken fik speltbollerne galt i halsen eller var ved at drukne mig selv i min fair-trade kaffe (da ingen af delene er noget jeg indtager) var jeg alligevel noget chokeret da dagens leder i Politiken sluttede således:

Kampen mod doping er også en kamp for denne drøm. Men kampen kæmpes nok bedst uden naivitet og hellig forargelse.

Denne linje er kulminationen på et indlæg, der bedst af alt kan beskrives som et art forsvar for dopingen da den jo er blevet brugt af “hundrede års vindere.” Et undskyldende indlæg der forleder en til at tro at Politiken rent faktisk STØTTER doping. Ja, cykelsporten er faktisk blevet kedelig uden.

Men det er forfejlet at tro at cykelsporten kan overleve uden den, såkaldte, “heksejagt” på dopingsyndere, da det er utrolig vigtigt for os, som mennesker, at tro på disse stjerners udholdenhed og viljestyrke. En tro der unægteligt knækker når det ikke er deres egen udholdenhed og viljestyrken ikke er så stærk som først antaget.

Doping dræber cykelsporten. Og Politiken, i sin evige jagt på “kunst,” gør cykelverdenen og dem selv en bjørnetjeneste, ved at tro den ikke er spændende uden.

Lad os, i stedet for at opfordre kunstnere og sportsudøvere til at være selvdestruktive for alt i verdenen opfordre dem til at gøre det de gør bedst: At udvide forståelsen for den menneskelige eksistens og evne.