Projekt: Skriv mere

Jeg har kastet mig over “Projekt: Skriv mere!” hvor jeg har sat mig for at skrive mindst en time om dagen mandag-fredag.
Til at starte med er jeg ikke så hård – jeg har kun en deadline til midnat hver onsdag hvor et blogindlæg skal være klart her.

Idéen er ikke så meget at jeg skal sidde og kigge på en blinkende cursor en time om dagen, ej heller at dunke mig selv i hovedet fordi det ikke lykkedes. Målet er en times aktiv skrivetid. Det er bare voldsomt svært at måle når over halvdelen af ens output er digte.

Målet er, lidt mindre minuttyranisk, mest også at få skrevet noget også selvom det ikke nødvendigvis skulle være brugbart.

Og derfor dette indlæg: jeg er idéløs i dag. Langt de fleste emner jeg vil gribe fat i er for ukonkrete og fakta-løse til at der er ret meget at rage over. Mediernes hunger efter at tiltrække læsere ender i ukonkrete ting jeg ikke kan bruge.

I stedet er her “Vi Sender Dansemusik Om Natten” af Morten Nielsen (1922-1944) der kun fik udgivet en digtsamling, før han blev fundet skudt. Om han blev likvideret eller begik selvmord er uvist.

Jeg er Cigarettens Glød
og Jazzmusikkens Rytme,
hurtig, let, men med en Underklang
af Død.

Jeg er Restauranters Rum
og Dansegulve
– Ekko af den Dans der gaar der
langsom men med Underklang
af Skabelsernes Rytme,
haard og hed og stum. 

Jeg er Ilingen af Ild
i jeres Nerver –
Døgnets golde Mening med den Vej, hvor I gaar vild.

Jeg er Rytmen i mig selv –
munter – uden Lykke –
haard og hed og stum.
Aldrig mere Rytmen i en
Blomsteraabnings hvide Skælv.

Ikke Jordens Rytmespil
eller Sangen gennem Kornet,
ikke Rytmen hvortil Vaaren
foldes ud og
bliver til.

Ikke Klodens, ikke Vækstens
gode Rytme, der er nær og mild
og evig stor og streng
– jeg er Hungrens, Tidens, Dødens
Dansemelodiers Rytme og Refræn.