Ypperlige menneske?

Det menneskelige krop, dødelig og fejlbarlig som den er, bliver ofte beskrevet i populærvidenskab som en fantastisk ting. Specielt hjernen. Mennesker fremstilles som historiens endemål, det ypperste der kan opnås. Vi sætter os op på en piedestal, hvor vi kan beundre os selv og dette fantastiske stykke biomekanik – og dets uforklarlige besjæling.

Men jeg er uenig i denne udlægnig af det menneskelige vilkår og liv. Lad mig, i al ydmyghed, komme med et eksempel. Så kan dette indlæg også holdes fri for alt for mange højtragende udsagn jeg alligevel ikke er i humør til at underbygge.

Menneske møder menneske. De kan være af samme, modsatte, udefinerbare eller kønsafvisende køn. Det vigtigste her, er at det ene menneske er indrettet således, at det finder det andet menneske tiltrækkende i en grad der er lidt ud over det sædvanlige.

Men dette menneske, den eftertragtede, nærer ikke nogle dybere interesse i modsatrettet vej. Nej, dennes idéer om dets videre livsforløb peger i en hel anden retning, og de kropslige drifter peger også væk.

Og bare fordi man altså ikke kan få hvad man gerne ville give, ikke har givet, kan man ikke sove. Man ligger og vender og drejer sig. Sveder måske lidt, venter på søvnens indtræffen. Det hele forstyrres kun af tankerne om dette individ der ikke vil give hvad man selv vil give. Igen og igen. Hjernen kaster alle resourcer ind på det, afspiller scenarier om og om igen. Kaster salte væsker efter ansigtet i frustration og viser sig generelt ude af stand til at se tingene i et lidt større, lidt bredere perspektiv.

Nu tænker du sikkert “så dumt er det da heller ikke. Lidt manglende søvn fordi hjernen kører i højeste gear er vel ikke så mærkeligt.” Enter kvalme. Ja, ikke bare kvalme, hvis det er lidt mere end bare lidt ud over det sædvanlige. Så kan du forvente opkast. Hvorfor? Fordi din krop er svag og din psyke elendig. At reagere således på “næh, hxn er da godt nok tiltrækkende. Gid vi kunne dele nogle af livets største glæder. Men det vil hxn ikke” er jo direkte sindsygt.

Mennesket og den menneskelige hjerne er altså ikke evolutionens højdepunkt og slet slet ikke så fantastiske som vi ellers fremstiller det i vesten. Vi er ynkelige væsener med ustyrlige behov og delvist, hvis ikke komplet, åndssvage psykiske og fysiologiske reaktioner, når vi ikke lige får hvad vi vil have.

Dette er dig, menneske, i al din ærværdighed.

Ateistisk arrogance

Havde der virkelig været noget i retning af en Gud, så havde vi i sandhed ikke behøvet at tro! Så havde vi vidst – ligesom vi ved, der er en tyngdekraft, selvom vi ikke kan se den, eller endnu forstå den.

Ovenstående citat kommer fra et indlæg under titlen “Guder er noget vi selv opfinder” på Religion.dk i går.

Jeg finder det dybt arrogant og mener at det vidner om en mangel på selverkendelse som menneske, at vi ville vide hvis der var guder. Ligesom vi ikke forstår tyngekraftens natur fuldt ud endnu, ved vi heller ikke meget om mørkt stof. Og ligesom vi ikke ved ret meget om disse ting ved vi heller ikke ret meget, beviseligt, om eksistensen af guder.

Men her giver Tata Ringberg udtryk for den holdning, at vi er på et sådant fremskredent stadie i historien at vi MÅ vide hvis noget eksisterer. Hvorfor MÅ vi vide om guder eksisterer hvis de gør? Det er da noget vrøvl. Det er hevet ud af den blå luft.

For nyligt opdagede forskere små levende væsner på mennesker der ikke før var kendt – og der er sikkert masser af sådan noget endnu. Der er meget, vi som mennesker ikke ved, men det er hverken et bevis for guders eksistens eller fravær. At man så argumenterer for at verdenen er blevet til gennem naturvidenskabelige processor har intet med guders eksistens at gøre. Eksisterer der guder og har disse indflydelse på verdenen er det jo blot en del af disse processor.

Jeg er gud!

Alright, dette indlæg er ca. 7 år for sent på den – og så kommer den med en halvkvalt undskyldning for ikke at være kommet ud i går… Men derfor skal Iben Tranholm ikke gå fri af den grund, når nu den julekalender der sendte hende i blækhuset genudsendes i år.

At “Vranglæren lurer i Valhalla” er man ikke i tvivl om efter bare at have læst manchetten. Men lad os nu give vranglærerinden frit lejde et par linjer:

Det lyder unægteligt som noget af en misforståelse at holde jul i Valhalla, da de nordiske guder næppe nogensinde har fejret Jesu fødsel over et skummende glas mjød

Ooookay?

Læs videre “Jeg er gud!”

Hurtig religionskommentar

Forleden sad jeg og så videoer på YouTube (når nu Netflix hader Linux…), og selvom jeg ved at det ikke typisk er det bedste sted at finde intelligente diskussioner mellem kommentarerne blev jeg alligevel vred da jeg læste det her:

Norse Paganism is THE ONLY TRUTH! All the Heretics still have a chance to embrace Norse Paganism and stay alive after the apocalypse. Odin will save you all!

Der er SÅ mange ting galt med den sætning at det er helt åndssvagt.

  1. “Nordisk paganisme er den eneste sandhed”
    Som polyteist ser jeg ingen sammenhæng mellem at have en række guder man tilbeder og så afvise de andres. Det er simpelthen fjollet at sige “dette er den eneste sande vej” når der indenfor den religion så findes et utal af veje og kombinationer af guder folk har personlige relationer til.
  2. “Alle kætterne har stadig en chance”
    Hvor smukt er det ikke…
  3. “for at overleve apokalypsen.*”
    …på denne måde…
  4. “Odin vil redde jer alle!”
    …totalt at mistolke alle de overlevne tekster og forstå sig selv udfra et kristen/jødisk verdenssyn mens man forkaster det?

*Ragnarok og apokalypsen er ikke totalt sammenlignelige koncepter, da der i apokalypsen, som jeg har forstået det, ikke er en verden at befolke efterfølgende. I ragnarok genopstår verdenen med Balder. Odin, derimod, er væk.

Tour de Humain

Selvom jeg hverken fik speltbollerne galt i halsen eller var ved at drukne mig selv i min fair-trade kaffe (da ingen af delene er noget jeg indtager) var jeg alligevel noget chokeret da dagens leder i Politiken sluttede således:

Kampen mod doping er også en kamp for denne drøm. Men kampen kæmpes nok bedst uden naivitet og hellig forargelse.

Denne linje er kulminationen på et indlæg, der bedst af alt kan beskrives som et art forsvar for dopingen da den jo er blevet brugt af “hundrede års vindere.” Et undskyldende indlæg der forleder en til at tro at Politiken rent faktisk STØTTER doping. Ja, cykelsporten er faktisk blevet kedelig uden.

Læs videre “Tour de Humain”